Med et underskud på cirka 15 millioner kroner har det været “lidt for meget op ad bakke” for Folketidende Gruppen i 2009, som administrerende direktør Niels Kristian Bjerre udtrykker det.
- I kraft af stort slid og mange initiativer er det lykkedes os at bevare vores markedsandel - men i et dykkende marked med pressede priser, konstaterer direktøren.
Det samlede koncern-minus på 15 millioner kroner stammer for langt størstepartens vedkommende - op mod 14 millioner kroner - fra driftsunderskud og renter på Folketidende Gruppens investering i trykkeri i Malmø.
Men Niels Kristian Bjerre ser lys forude også i den svenske investering, som fra start blev hårdt presset af blandt andet det heftige fald i den svenske krones værdi.
- Vi har fået flere ordrer til trykkeriet og med en stabil drift kan vi holde balance i år og være klar til de større opgaver, der er mulige i 2011, konstaterer han.
Folketidende (avis og folketidende.dk) fik et underskud på 2,7 millioner kroner i 2009. Trods besparelser i årets løb. Men der var tilbagegang på både annoncesalg, internetsalg og oplag.
Datterselskaberne, det vil sige blandt andre koncernens ugeaviser, fik til gengæld et samlet overskud på 1,3 millioner kroner - dog også mindre end budgetteret.
Niels Kristian Bjerre og chefredaktør Søren Knudsen understreger, at man både på grund af - og på trods af - det barske marked, satser målrettet på fortsat udvikling af koncernens produkter.
- Vi er i øjeblikket blandt andet i gang med en yderligere udvikling af vores daglige papiravis Folketidende, fordi den naturligvis er helt central for koncernen - og i øvrigt for landsdelen efter vores opfattelse.
- I det hele taget mener vi, at Folketidende som lokalt nyhedsmedie for Lolland-Falster spiller en vigtig rolle for landsdelens udvikling. Vi vil gerne være vores fælles “forsamlingshus”, siger Søren Knudsen, som i øvrigt glæder sig over, at koncernens netavis folketidende.dk har været i meget klar fremgang over en længere periode.
Folketidende.dk har over det seneste år haft en vækst i antallet af brugere på 28 procent - og ikke mindre end en stigning på 61 procent i besøg og 76 procent i sidevisninger.
- Det fortæller os også, at Folketidendes rolle - både på papir, på net eller via nyheder i Radio Sydhavsøerne - spiller en vigtig rolle og har en daglig betydning for masser af mennesker i landsdelen. Det er en position, vi er glade for og stolte over, og som vi fortsat skal udvikle, siger Søren Knudsen.
Du har læse Folketidendes regnskab her: Årsrapport 2009
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker