Opsvinget fortsætter: 2019 starter med største jobvækst i ti år
Der blev skabt 8100 job i januar, hvilket var den største vækst på én måned siden i hvert fald 2008. (Arkivfoto) Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Økonomer er overrasket over stor jobvækst i Danmark, da økonomien knager rundt i verden.
Der er fortsat fremgang i Danmark, hvor det økonomiske opsving bliver ved med at skabe nye job.
I januar kom der 8100 nye job. Samlet set er der knap 2,78 millioner lønmodtagere i Danmark. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Det er ifølge Nykredit den største jobvækst på én måned, siden man begyndte at lave statistik på området i 2008.
Den markante vækst skal dog ifølge flere økonomer holdes op mod, at der ikke var så stor fremgang i de sidste måneder af 2018.
- Der er altså en stor grad af støj i dagens tal. Den massive fremgang i beskæftigelsen skal derfor ikke tolkes, som at jobvæksten herhjemme nu er accelereret voldsomt, skriver cheføkonom Tore Stramer i en kommentar.
Det er dog positivt, at der fortsat bliver skabt job hos de danske virksomheder, da der de seneste måneder har været tegn på afmatning i den globale økonomi.
Det påpeger Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank.
- Det er en usædvanligt kraftig stigning, som dog kommer efter næsten nulvækst i december.
- Dermed giver dagens tal ingen indikation af, at afmatningen i europæisk økonomi har smittet af på det danske arbejdsmarked, skriver han i en kommentar.
De fleste af de nye job i januar kom i de private virksomheder. Inden for det offentlige blev der skabt omkring 1000 job i den første måned af 2019.
Trods den gode start på 2019 spår Tore Stramer fra Nykredit et udfordrende år for arbejdsmarkedet.
- Det skal ses i sammenhæng med, at opsvinget ser ud til at have toppet, og at der er udsigt til en mindre tydelig fremgang i arbejdsstyrken.
- Det er blandt andet begyndt at blive tydeligt i den konjunkturfølsomme byggesektor, hvor fremgangen i beskæftigelsen har mistet fart hen imod slutningen af 2018, skriver han i en kommentar.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde