Optimisme på vej i mindre virksomheder

Landets små og mellemstore virksomheder ser de første spæde tegn på, at krisen er aftagende.

Det viser en ny konjunkturundersøgelse fra Håndværksrådet, der er hovederhvervsorganisation for mere end 20.000 små og mellemstore virksomheder.

- For første gang siden krisen for alvor tog fart, tør den lille tømrer, automekaniker og bager nu tro på, at det lysner. Det er særdeles positivt, og selvom tegnene indtil videre er spæde, er det nok til at indgyde mod i de mange mindre virksomheder, som det seneste år har siddet håbløst fast i kreditklemmen, siger Håndværksrådets cheføkonom, Jacob Thiel.

I alt har 967 virksomheder inden for service-, bygge- og fødevarebranchen besvaret Håndværksrådets spørgeskema. De fleste er fortsat under stærkt pres af krisen.

- Den dårlige nyhed er, at krisen stadig kradser, og at intet, regeringen hidtil har gjort, for alvor har kunnet løse det problem. Den gode nyhed er, at den nedadgående spiral, mange virksomheder har siddet fast i siden 2006, nu ser ud til at være brudt, siger Jacob Thiel.

Manglende efterspørgsel og problemer med at få lån i banken er fortsat hovedudfordringerne for de små og mellemstore virksomheder.

/ritzau/

De små og mellemstore virksomheder ser de første spæde tegn på, at krisen er ved at tage af, lyder det fra ny konjunkturundersøgelse.

Offentliggjort Sidst opdateret