Pessimismen tager af blandt danskerne. Forbrugertilliden er nu på det højeste niveau siden januar 2008. Det viser, at forbrugerne nu for alvor tror på opsvinget i dansk økonomi og snart vil begynde at bruge flere penge.
Det siger flere økonomer i kommentarer til tal fra Danmarks Statistik, som viser, at forbrugertilliden er kravlet op fra minus 2,6 i august til minus 1,1 i september.
Privatøkonom Las Olsen fra Danske Bank peger på, at synet på udviklingen i Danmarks økonomi over det kommende år er det mest positive, det nogensinde har været, siden målingen begyndte i 1974.
- Det taler for, at forbruget vil stige i de kommende måneder. Arbejdsløsheden stiger langsommere, og huspriserne falder mindre, end de gjorde før sommerferien. Og samtidig har de fleste husholdninger fået flere penge mellem hænderne i det daglige, takket være skattelettelser og SP- udbetaling, skriver han i en kommentar.
Forbrugertilliden belyser hver måned befolkningens syn på den aktuelle og fremtidige økonomiske situation.
Las Olsen påpeger, at grunden til, at den samlede forbrugertillidsindikator stadig er negativ, først og fremmest skyldes, at forbrugerne er overbeviste om, at Danmarks økonomiske situation i dag er dårligere end for et år siden - hvad den da også er.
Selv om chefanalytiker i Sydbank Christian Hilligsøe Heinig,deler glæden over stigningen i forbrugernes tillid, maner han også til besindighed over for at overdrive det positive element i dagens tal.
- Forbrugertilliden er stadig i negativt terræn, og det understreger, at der fortsat er en betydelig risiko for, at forbrugerne lader pengene blive i pungen i kølvandet på de store formuetab og hastig stigende ledighed, skriver han i en kommentar.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned