Ordrerne vælter ind hos Styrolit

Millionoverskud og lastbilskøer i årene fra 2006 til 2008 blev efterfulgt af to år med fyringsrunder og underskud hos Styrolit på Kidnakken, men nu bobler optimismen atter hos fabrikschef Brian Hansen.

Allerede fra begyndelsen af året producerede fabrikken den mængde isolering, som var forventet i forhold til budgettet, og det overraskede en del, fordi man i sidste års snekaos var nede på den halve mængde. Til marts kom der så rigtig skred i ordrerne.
- I de sidste mange uger har vi ligget over 25 procent højere end budgetteret i producerede enheder, og vi er nu på et niveau, der er højere end de seneste to år, forklarer Brian Hansen.

- Det kan kun skyldes, at der er ved at komme godt gang i byggerierne rundt omkring. 
- Vores kunder bestiller ikke til lager, men næsten alt bliver leveret direkte på byggepladserne, og da det er isolering til gulve, er vi de første til at mærke opsvinget, forklarer fabrikschefen.

Foreløbig har de nye ordrer sikret, at fire medarbejdere er blevet genansat på Styrolit.

Foto: Efter et par års pause er der atter lastbilskø ved Styrolit på Kidnakken.

Efter to år med krise er udviklingen vendt hos isoleringsproducenten i Maribo.

Offentliggjort Sidst opdateret