Ørsted afslutter salg af halvdelen af havvindmøllepark
Ørsted har afsluttet salget af halvdelen af 50 procent af aktierne i havvindmølleparken Hornsea 1. Det var i september, at Ørsted oplyste om salget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix
I september oplyste Ørsted om salg for knap 37,5 milliarder kroner. Nu er salget afsluttet.
Ørsted har mandag gennemført salget af 50 procent af aktierne i Hornsea 1.
Det fremgår af en meddelelse fra koncernen til fondsbørsen. Det skriver Ritzau Finans.
Ørsted annoncerede midt i september salget af halvdelen af sit ejerskab i offshore vindprojektet for 4,46 milliarder pund. Det svarede på det tidspunkt til knap 37,5 milliarder kroner.
Køberen er Global Infrastructure Partners, GIP.
Dengang blev det oplyst, at handlen krævede "visse" regulatoriske godkendelser. Det fremgik samtidig, at det formentlig ville falde på plads i fjerde kvartal 2018. Det drejede sig blandt andet om grønt lys fra konkurrencemyndighederne.
Salget omfatter blandt andet betaling for ejerandelen på 50 procent. Der medfølger også en forpligtelse til at dække halvdelen af udgifterne til at bygge hele vindmølleparken.
Ørsted skal dog fortsat være ansvarlig for at opføre hele havvindmølleparken. Selskabet skal også varetage drift og vedligehold samt stå for salget af elproduktionen fra Hornsea 1.
Købssummen betales mellem 2018 og 2020, og omkring 85 procent af det samlede resultat fra transaktionen vil blive bogført i 2018.
Ole Kjems Sørensen, der er vicepræsident i M & A, Partnerships og Asset Management hos Ørsted, kaldte det i september for en "banebrydende transaktion".
- Det er tredje gang, vi indgår partnerskab med GIP, og vi er glade for at have en af verdens største infrastrukturfonde som partner i et projekt, der bliver verdens største havvindmøllepark.
- Det delvise frasalg af Hornsea 1 er en banebrydende transaktion, som vil skabe betydelig værdi for vores aktionærer og mindske vores eksponering fra et enkeltstående aktiv, udtalte Ole Kjems Sørensen i en meddelelse.
Hornsea 1 er stadig i gang med at blive bygget. Parken ventes at blive verdens største havvindmøllepark, når den sættes i drift i 2020. Den får en kapacitet på 1218 megawatt (MW).
Køberen GIP ejer ligeledes 50 procent af to af Ørsteds tyske havvindmølleparker, Gode Wind 1 og Borkum Riffgrund 2.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker