Ørsted får fremgang på børsen efter katastrofedag
Ørsted oplevede onsdag et stort fald på børsen. Torsdag er selskabet steget igen. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ørsted er torsdag steget med knap ni procent, efter at selskabet oplevede et voldsomt fald på børsen onsdag.
Energiselskabet Ørsted er steget med 8,9 procent ved børsluk torsdag, efter at aktien havde et voldsomt fald dagen forinden.
Det store fald kom, efter at selskabet, hvis største ejer er den danske stat, havde meddelt, at det nedskriver sine amerikanske aktiviteter med 28,4 milliarder kroner.
Årsagen er, at stigende priser og høje renter har gjort det langt dyrere at opføre vindmølleparkerne Ocean Wind 1 og 2, end selskabet forventede, da kontrakterne blev indgået.
Derfor blev det besluttet at opgive opførelsen af de to parker.
Nedskrivningerne betyder, at Ørsted har tabt 19,9 milliarder kroner i årets første ni måneder.
Resultatet af driften lød på 19,4 milliarder kroner i årets første ni måneder, hvilket er 23 procent mindre end året før.
Spørger man Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, skyldes stigningen en kombination af, at de danske aktier generelt er steget torsdag, og at den amerikanske centralbank, Fed, onsdag lod den ledende rente være uændret i et spænd på mellem 5,25 procent og 5,50 procent.
- Når der bliver bedre stemning, fordi vi tror, at renterne ikke skal stige mere, er Ørsted et af de selskaber, der bliver positivt påvirket af det.
- Man er stadigvæk meget langt fra de niveauer, vi har set tidligere, og man har ikke vundet nær alt det, man tabte i går (onsdag, red.), tilbage, siger Jacob Pedersen.
Efter onsdagens regnskab har Ørsted ifølge MarketWire fået sænket sit kursmål hos flere finanshuse.
Kreditvurderingsbureauet S&P har oplyst, at det har sat Ørsted på sin overvågningsliste og nu overvejer en nedgradering af selskabets kreditvurdering.
- Vi sætter Ørsted på credit watch negativ på grund af alvorligheden i værditabet relateret til amerikanske offshore-projekter og de projektledelsesudfordringer, dette afslører, skriver S&P i en analyse ifølge MarketWire.
Ørsted har omsat for 64,9 milliarder kroner i år indtil nu, hvilket svarer til en tilbagegang på 33 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Og det endda på trods af, at selskabets havvindparker driftsmæssigt næsten har fordoblet overskuddet og tjent 13 milliarder kroner.
Torsdagens stigning på 8,9 procent har sendt aktien op på 275 kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker