Ørsted skal spare op mod 600 millioner kroner om året

Ørsted skal spare 500-600 millioner kroner om året frem mod 2022. (Arkivfoto) Foto: Phil Noble/Reuters

Energiselskabet Ørsted skruer ned for forventningerne til fremtiden og taber milliarder i værdi på børsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ørsted skal spare 500-600 millioner kroner om året frem mod 2022.

Det oplyser energiselskabet, der især tjener penge på at opføre og eje vindmølleparker på havet.

Omkring halvdelen skal findes ved at skære stabsfunktioner - herunder at skære stillinger internt i virksomheden - og ved at mindske omkostninger eksternt.

Ørsted har ikke sat tal på, hvor mange stillinger der skal skæres.

Selskabets finansdirektør, Marianne Wiinholt, fortæller på et pressemøde, at stillingerne vil blive nedlagt frem mod 2022.

Hun forventer, at en stor del af det kan løses ved naturlig afgang. Det kan være ved at folk går på pension eller skifter job.

- Branchen bliver mere og mere konkurrencepræget, og indtjeningen er under pres, og derfor skal vi være mere effektive, siger hun.

Den anden halvdel af besparelserne kommer fra, at omkostninger falder bort, fordi Ørsted har gennemført en række frasalg - herunder energiselskabet Radius. Det gør strukturen i selskabet mere enkel.

Udmeldingen kommer i forbindelse med en opdatering af Ørsteds langsigtede forventninger, hvor selskabet skruer ned for forventningerne til fremtiden.

Det skyldes, at Ørsted har ændret en række dele i de modeller, selskabet bruger til at forudsige, hvor meget strøm der bliver produceret i vindmølleparkerne.

Blandt andet vurderer Ørsted, at selskabet tidligere har undervurderet betydning af, at vindens hastighed falder, når den nærmer sig vindmøllerne ude på havet.

Det betyder, at der i fremtiden ikke forventes at komme helt så meget strøm - og dermed indtjening - fra en række af Ørsteds vindmølleparker.

Ifølge Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet, er det en streg i regningen for Ørsted at skulle skrue ned for forventningerne og sætte gang i en sparerunde.

- De seneste år har det været mere reglen end undtagelsen, at Ørsted har overrasket positivt, og selskabet har været en succeshistorie på aktiemarkedet.

- Man skal til at vænne sig til, at Ørsted ikke kan levere med overnaturlige vindkræfter, siger han.

På aktiemarkedet har Ørsted-aktien tabt ni procent i værdi efter udmeldingen.

Det svarer til et tab i markedsværdien på over 20 milliarder kroner.

Ørsted, som den danske stat ejer cirka halvdelen af, har en værdi af 240 milliarder kroner.