Ørsted stopper udvikling af havvindprojekt i Storbritannien
Ørsted kan ifølge MarketWire blive ramt af nedskrivninger for op mod 5,5 milliarder kroner i forbindelse med et droppet havvindprojekt. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Stigende omkostninger og højere renter betyder, at Ørsted har stoppet udviklingen af projektet Hornsea 4.
Ørsted har besluttet at stoppe udviklingen af havvindprojektet Hornsea 4 i Storbritannien i "dets nuværende form".
Det fremgår af en selskabsmeddelelse onsdag morgen.
Projektet er blevet ramt af stigende leverandøromkostning og højere renter. Den udvikling har forringet projektets værdiskabelse, lyder det i meddelelsen.
Ifølge mediet MarketWire kan Ørsted blive ramt af nedskrivninger for op mod 5,5 milliarder kroner.
Ørsted vil nu vurdere mulighederne for en fremtidig udvikling af Hornsea 4.
Administrerende direktør i Ørsted Rasmus Errboe siger i meddelelsen, at man fortsat tror på de langsigtede økonomiske perspektiver for havvind i Storbritannien.
- Vi vil fastholde projektrettighederne til Hornsea 4-projektet i vores udviklingsportefølje, og vi vil søge at udvikle projektet på et senere tidspunkt på en måde, der er mere værdiskabende for os og vores aktionærer, lyder det.
Ørsted har som følge af stigende renter flere gange været nødsaget til at nedskrive en række projekter for mange milliarder kroner den seneste tid.
I fjerde kvartal sidste år måtte selskabet nedskrive for 12,1 milliard kroner, og i august nedskrev Ørsted også værdien af flere projekter.
Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, mener, at der er sket alt for mange uforudsete ting for Ørsted de seneste år.
- Usikkerhed er desværre blevet en del af Ørsteds DNA og et ord, som går igen for mange gange, lyder det i en skriftlig kommentar.
På trods af nedskrivningen af Hornsea 4 holder selskabet fast i sine forventninger for hele året. Ørsted regner med et driftsoverskud på mellem 25 og 28 milliarder kroner, viser selskabets regnskab for første kvartal 2025.
De nye nedskrivninger hører nemlig under annulleringsomkostninger, som ifølge MarketWire er undtaget i forventningerne.
I første kvartal omsatte Ørsted for 20,7 milliarder kroner, hvilket er en stigning på otte procent sammenlignet med samme periode sidste år.
På bundlinjen var der ligeledes vækst. Her endte selskabet med et overskud på 4,9 milliarder kroner sammenlignet med 2,6 milliarder kroner i første kvartal 2024.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker