Ørsted vil firedoble position på grøn energi frem mod 2030
Ørsted er i dag førende på markedet for havvindmøller, og det skal følges op med at komme i topti over vindmølleparker på land. Foto: Phil Noble/Reuters
Phil Noble/Reuters
Ørsted vil installere 50 gigawatt vindmøller, solceller og andre energikilder frem mod 2030.
Det danske energiselskab Ørsted vil frem mod 2030 opføre vedvarende energi med en samlet kapacitet på 50 gigawatt (GW).
Der er tale om mere end en firedobling, i forhold til hvor meget Ørsted indtil videre har installeret. Det oplyser Ørsted i en meddelelse.
Der er samtidig en forhøjelse af en tidligere ambition på 30 GW i 2030.
Langt størstedelen skal komme fra at opføre vindmølleparker, dernæst solceller og derefter en smule fra energikilder som biomasse og brint.
- Det er vores ambition at blive verdens førende grønne energiselskab i 2030, siger administrerende direktør Mads Nipper om planerne.
Den største del af Ørsteds forretning er at opføre og eje vindmølleparker.
Ørsted er i dag førende på markedet for havvindmøller, og det skal følges op med at komme i top ti over vindmølleparker på land.
For at komme i mål med ambitionerne vil Ørsted investere 350 milliarder kroner frem til 2027.
Det vil være en stigning på omkring 50 procent i forhold til en tidligere plan.
De nye målsætninger er søsat i forlængelse af, at der på det seneste er kommet nye og mere ambitiøse målsætninger på vedvarende energi fra lande verden over - herunder USA og EU.
I april annoncerede USA's præsident, Joe Biden, at landet skal halvere udledningen af klimagasser frem mod 2030.
I EU blev der i samme måned aftalt et mål om at skære CO2-udledningen med 55 procent frem mod 2030.
Ørsted forventer, at grøn energi vil blive tredoblet frem mod 2030. I den prognose er der en forventning om, at havvind bliver syvdoblet, mens vindmøller på landjorden vil vokse med en faktor 2,5-3.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker