Østens aktier tager revanche efter kæmpe nedtur onsdag
Aktierne verden over stiger igen, efter at Donald Trump er blevet valgt til USA's næste præsident. Foto: AP/Eugene Hoshiko
AP/Eugene Hoshiko
I Japan og Australien er der store stigninger på aktiemarkederne knap et døgn efter valget af Donald Trump.
Investorer verden over synes ikke at være blevet skræmt over udsigten til Donald Trump i Det Hvide Hus i Washington.
Torsdag morgen lokal tid stiger aktierne på det toneangivende Nikkei 225-indeks i Japan med over fem procent. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Stigningen skal ses i lyset af, at selvsamme indeks faldt 5,4 procent onsdag, efterhånden som det stod klart, at Donald Trump ville vinde præsidentvalget i USA.
I en telefonsamtale torsdag er Donald Trump og Japans premierminister, Shinzo Abe, blevet enige om at mødes i New York i næste uge. Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Trump skal ifølge en talsmand for den japanske regering have givet udtryk for, at han ønsker at styrke forholdet mellem USA og Japan.
USA er verdens største enkeltstående økonomi, mens Japans er den tredjestørste efter Kinas.
I Australien stiger det ledende ASX 200-indeks torsdag formiddag med cirka tre procent efter på et fald på 1,9 procent onsdag.
I USA var stemningen på Wall Street onsdag heller ikke præget af Trump-panik.
Det industritunge Dow Jones-indeks lukkede således med 1,4 procents stigning, mens det mere brede S&P 500 steg med 1,1 procent.
Blandt de store vindere var fængselsindustrien, bankerne, medicinalindustrien og andre, der ser ud til at kunne drage forretningsmæssig fordel af Trump som præsident.
- Set fra et markedsperspektiv er de risici, som Trump udbasunerede under valgkampen, allerede ved at fordufte, siger markedsstrateg Evan Lukas fra finanshuset IG til dpa.
Den amerikanske dollar får torsdag også et comeback i forhold til den japanske yen og euroen.
Analytikere spår ifølge nyhedsbureauet AFP, at markederne vil være relativt nervøse den kommende tid.
Donald Trump bliver formelt indsat som præsident 20. januar 2017.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde