Outlet skal redde Slotsbryggen

70 studerende fra Multimedie Design, Leisure Management, CELF - The Academy og International Business og IT på Syddansk Universitet brugte i sidste uge fire dage på at finde en løsning på, hvordan der kommer nyt liv i Slotsbryggen i Nykøbing.

Kuren er i følge vinderprojektet mærketøj og sko til billlige penge i de mange tomme butikker langs inderhavnen.

De studerende gjorde jobbet grundigt og arbejdede med idégenereringsmetoder, målgruppe- og konkurrentanalyser, marketingsforslag og budgetter. 

En stribe løsninger blev fredag præsenteret i Scala Bio.

Den bedste idé er “The Outlets@Slotsbryggen”, som vil lave outlets - altså billigt udsalg af mærkevaretøj og sko - fra de tomme butikker på Slotsbryggen, som man kan finde det på Langelinie i København og i Ringsted i større versioner.

Outlet-butikkerne skal i følge de studerende blandt andet suppleres med solcellelys i fortovet fra Vandmøllepladsen mod Slotsbryggen.

I Guldborgsund Kommune, som havde udstyret de studerende med opgaven, er begejstringen for resultatet stor.
- Der er masser af spændende og meget professionelle forslag, som vi kan tage med i det videre arbejde, konstaterer byplanlægger Marianne Reinhardt.

Også chefkonsulent i Erhverv og Plan, Martin Weiss Holm, der sad i dommerkomitéen, ser en gang på jord for blandt andre vinder-idéen.
- Det er bestemt ikke urealistisk, at føre outlet-tanken ud i virkeligheden, mener han.

Foto: Måske er der snart billige Nike-sko og Calvin Klein-underbukser at få i Slotsbryggens tomme butikker.

Studerende har arbejdet tre dage på at finde en fremtids-løsning for bryggen i Nykøbing. Vinderprojektet er realistisk at gennemføre.

Offentliggjort Sidst opdateret