OVERBLIK: 48.000 transportansatte lander overenskomst

Forhandlere er blevet enige om, at transportansatte skal have seks kroner mere i timeløn i år.

Offentliggjort Sidst opdateret

De 48.000 ansatte på transportområdet kan se frem til en mærkbar stigning i timelønnen.

Det er resultatet af en overenskomst, som erhvervsorganisationen Dansk Industri og fagforeningen 3F Transport er blevet enige om torsdag.

Onsdag kunne både detailhandlen og finanssektoren præsentere nye overenskomster.

Aftalerne skal stemmes igennem af medlemmerne, inden de officielt træder i kraft.

Få et overblik her:

* Finanssektorens aftale:

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) og Finansforbundet er blevet enige om en ny overenskomst for 41.000 finansansatte.

Aftalen løber i to år frem til marts 2025.

Den byder på lønstigninger på 4,5 procent i 2023 og 3,7 procent i 2024.

Barselsperioden for fædre og medmødre udvides med ti uger til i alt 26 uger med fuld løn og pension. Dermed ligestilles barslen mellem forældre i sektoren.

* Detailhandlens aftale:

Dansk Erhverv og HK Handel har indgået et forlig om en toårig overenskomst, der kommer til at gælde for cirka 150.000 ansatte.

Parterne er blevet enige om at øge mindstelønnen med et beløb, der svarer til 721 kroner ekstra om måneden. Stigningen skal ske en gang årligt i overenskomstperioden.

Den såkaldte fritvalgskonto løftes med to procent. Lønmodtagere kan selv bestemme, om beløbet på kontoen skal bruges på eksempelvis løn, pension eller som feriepenge.

Arbejdsgiverne skal indbetale yderligere to procent til ansattes pensionsopsparing. Det betyder, at der skal indbetales ti procent i stedet for otte.

* Industriens aftale:

Dansk Industri og CO-industri blev i februar enige om nye overenskomster for cirka 230.000 private på industriens område.

Mindstelønnen stiger med ni kroner i timen.

Arbejdsgiverne skal indbetale to procent mere til pensionen, mens lønmodtagerne skal betale to procent mindre.

Fritvalgskontoen stiger fra syv til ni procent næste år.

Barsel med løn bliver forlænget med fire uger til samlet 36 ugers orlov med løn efter fødselstidspunktet.

* Transportområdets aftale:

Der er lagt op til, at transportansatte skal have seks kroner mere i timen i år og 5,75 kroner yderligere i lønløft næste år.

Arbejdsgiverne skal indbetale to procent mere til de ansattes pension. Omvendt slipper de ansatte to procent billigere.

Den såkaldte fritvalgskonto hæves fra syv til ni procent.

Man får bedre muligheder for at opnå status som faglært og dermed også indfri yderligere stigning i timelønnen på fire kroner.

* Byggeriet er det sidste af de store overenskomstområder, som fortsat forsøger at nå til enighed.

Kilder: Finansforbundet, Dansk Erhverv, HK Handel, CO-industri og TV 2.

/ritzau/