Overenskomst på godstransportområdet sikrer nyt løntillæg
Aftalen gælder 30.000 lastbilchauffører, eksportchauffører, lagerarbejdere, flyttemænd og skraldemænd.
Dansk Industri og 3F Transport har indgået en aftale om en toårig overenskomst.
Det oplyser Dansk Industri (DI) i en pressemeddelelse.
Aftalen - den såkaldte ATL-overenskomst på vejgodstransportområdet - har betydning for 30.000 lastbilchauffører, eksportchauffører, lager- og terminalarbejdere, flyttemænd og skraldemænd.
ATL-overenskomsten er den toneangivende overenskomst på godstransportområdet. Den dækker 20.000 medarbejdere. Men den får også betydning for mange andre chauffører og transportmedarbejdere.
- Jeg er glad for, at vi sammen er lykkedes med at indgå et ansvarligt forlig, som begge parter kan se sig selv i, og som rummer elementer tilpasset vores branche, siger Lars William Wesch, der er direktør i ATL - Transportens Arbejdsgivere, i pressemeddelelsen.
- Blandt andet er det helt særligt for denne aftale, at en del af den særlige opsparing nu udbetales som et løntillæg. Dermed imødekommer aftalen et stort ønske om at færre kroner placeres i opsparingsordninger, og at mere bliver udbetalt direkte sammen med lønnen.
- Det er mit klare indtryk, at mange i branchen har efterlyst en model, hvor mere udbetales synligt sammen med lønnen, og det bliver nu tilfældet, medmindre medarbejderen ønsker det anderledes, siger han.
Aftalen har også fokus på uddannelse og kompetenceudvikling, siger Lars William Wesch.
- Vi har i de senere år oplevet en støt stigning i antallet af lærlinge på området, ligesom efteruddannelse er meget vigtigt for, at branchen kan udvikle sig. Nu sætter vi endnu mere fokus på uddannelse, så vi kan sikre, at branchen er godt beredt til fremtiden, siger han.
Timelønnen stiger med seks kroner 1. marts 2023 og med 5,75 kroner 1. marts 2024.
Lørdag blev der også indgået forlig om en ny overenskomst for henved 5000 medarbejdere på landets mejerier, har Fagbladet 3F skrevet.
Aftalen er indgået mellem fagforbundene 3F og NNF på den ene side og arbejdsgiverne i Mejeribrugets Arbejdsgiverforening under DI på den anden.
Også her stiger den normale timeløn seks kroner per time fra 1. marts 2023 og med 5,75 kroner i timen fra 1. marts 2024.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker