Med op mod 30 nye job i løbet af 2009 indtil nu går virksomheden Jupiter Composite A/S - med stort produktionsanlæg på havnen i Orehoved - stik mod strømmen.
Især i mange produktionsvirksomheder har det knebet med aktivitet og dermed også beskæftigelsen siden krisens start sidste efterår.
I Jupiter er det modsat, og det gælder i øvrigt ikke kun beskæftigelsen. Også økonomisk har Jupiter Composite A/S en absolut positiv udvikling.
- Vi har haft støt stigende efterspørgsel. Derfor har vi gennem hele foråret og op til nu ansat nye medarbejdere, sådan at vi kunne få etableret det toholds-skift, som nu kører, forklarer fabrikschef Karsten E. Lund, der har været leder på fabrikken på Havnegade i godt et år.
I øjeblikket er der cirka 60 timelønnede medarbejdere i produktionen i Orehoved.
Det er især leverancerne til gigantkoncernen General Electric, der er skyld i travlheden hos Jupiter. Fabrikken leverer “møllehuse” - naceller - til nogle af General Electrics mest solgte møller på det europæiske marked. Og stigende efterspørgsel på netop de mølletyper har smittet af på underleverandøren.
- General Electric har fået ganske godt fodfæste på markedet. På det seneste ser det også ud til, at man har held med at komme bedre ind på det skandinaviske marked. Der er blandt andet solgt til Sverige. Det kan også give mere arbejde til os, siger Karsten E. Lund, som også er fortrøstningsfuld, hvad angår aktiviteten i den nærmeste fremtid.
- Der er ikke noget, der tyder på, at vi må skrue ned de kommende måneder. Måske snarere tværtimod. Og som vi hører meldingerne, så ser det også fornuftigt ud ind i 2010, tilføjer han.
Blandt de nyansatte på fabrikken i Orehoved er også tidligere medarbejdere fra både
Hardi International A/S i Nørre Alslev, der har været gennem hårde fyringsrunder, samt enkelte fra Vestas i Nakskov, der ligeledes har gennemført en fyringsrunde i sommer.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned