Overskuddet skrumper i logistikkoncernen DSV
Jens H. Lund var tidligere driftsdirektør i DSV. Han er nu administrerende direktør. (Arkivfoto). Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Transportselskabet DSV leverer et resultat efter skat på knap 2,4 milliarder kroner i første kvartal 2024.
Transport- og logistikkoncernen DSV må se både omsætning og overskud falde i første kvartal i år.
Regnskabet for årets første tre måneder, der er offentliggjort onsdag, viser således en omsætning på 38,3 milliarder kroner, hvilket er en tilbagegang på 2,6 milliarder kroner sammenlignet med samme periode sidste år.
Samtidig falder resultatet efter skat til 2,4 milliarder kroner for perioden, hvilket er lavere end de 3,3 milliarder kroner, som blev realiseret for et år siden.
Men sammenligningskvartalet var også præget af noget højere fragtrater, end det er lykkedes at opnå i år.
På den baggrund er administrerende direktør Jens H. Lund tilfreds med regnskabet.
- I et normaliseret marked har vi fået en god start, hvor vi leverer stærke resultater i første kvartal af 2024.
- Jeg er særligt tilfreds med, at vi vinder markedsandele i alle tre divisioner, siger han i en kommentar til regnskabet.
De tre DSV-divisioner er Road, Air & Sea og Solutions. De beskæftiger sig med henholdsvis landstransport, luft- og søtransport og lagerdrift.
Jens H. Lund tiltrådte som administrerende direktør 1. februar i år. Han afløste Jens Bjørn Andersen, der trådte tilbage efter 16 år i spidsen for koncernen.
DSV, der har hovedsæde i Hedehusene, er vokset kraftigt hen over de seneste år, ikke mindst takket være en række opkøb.
Blandt andet blev amerikanske UTI worldwide opkøbt i 2015, ligesom schweiziske Panalpina blev en del af DSV-familien i 2019.
Og senest blev Agility Global Integrated Logistics handlet i 2021 til en pris af 26 milliarder kroner.
Flere analytikere mener, at DSV også er blandt favoritterne til at overtage tyske DB Schenker.
Det er verdens fjerdestørste transport- og logistikfirma, og er sat til salg af det statslige tyske jernbaneselskab Deutsche Bahn.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned