Overtager fra Netto: Vi har hele tiden været interesserede

Udviklings- og ejendoms-direktør for Lidl, Mads T. Nielsen glæder sig over de to nye butikker, der står til åbning på Lolland og Falster. Pressefoto

Dagligvarekæden Lidl åbner butik på både Lolland og Falster i løbet af foråret næste år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den enes død, den andens brød. Eller bake off, om man vil...

For da Salling Group som en del af Konkurrencemyndighedernes godkendelse af deres overtagelse af flere Aldi-butikker, var en del af aftalen, at dagligvarekoncernen afstod butikker. Blandt andet butikken i Rødbyhavn, som skulle være åbnet som en Netto, og så en butik i Stubbekøbing, som nu i stedet bliver til en SPAR.

I stedet bliver det altså Lidl, der flytter ind med deres projekt i Rødbyhavn. Og den overtagelse er man godt tilfredse med hos den tyske dagligvarekæde.

- Vi har hele tiden været interesserede i Rødbyhavn, men det blev så solgt til Salling. Men da muligheden åbnede sig, skulle vi ikke tænke over det i lang tid, før vi takkede ja, fortæller Mads T. Nielsen, som er udviklings- og ejendomsdirektør hos Lidl, og beretter, at aftalen om overtagelsen kom i stand for 1-2 måneder siden.

- Vi har altid haft gode butikker på Lolland og Falster, og det er også derfor, vi er interesserede og har haft lyst til at have flere Lidl-butikker i området. Men jeg må så også sige, at jeg tror, vi er ved at være færdige med at etablere butikker på Lolland-Falster.

Men med to nye Lidl-butikker, en på hver af de to store øer, er der også mulighed for de lokale at få stillet deres Lidl-nysgerrighed.

Potentielle kunder vil i hvert fald møde et frisk syn, når butikkerne åbner.

- Kunderne kan se frem til en topmoderne og flot butik, som kommer til at ligne en Lidl-butik, som man kender den. Det vil sige med frisk bake off, frugt og grønt. Og det vil i øvrigt være gældende for både den i Rødbyhavn og i Marielyst, siger Mads T. Nielsen, der endnu ikke kan sætte endelig dato på, hvornår butikkerne vil åbne

- Vi regner med, at butikkerne er klar til åbning til foråret. Hvornår præcist er svært at sige, men vi skal gerne være klar med dem begge inden sommerferien.

- Jeg kan love dig for, at I kommer til at høre og se meget mere til os, når vi nærmer os åbningsdagen. Vi prøver at lave en fest ud af det.