Overvældende interesse for Femø Kro før sæsonen

Femø Kro kan se frem til en fordobling i antallet af overnattende gæster i forhold til sidste forår
På Femø er turistsæsonen startet tidligt i år. 1000 gæster har nemlig meldt deres ankomst til Femø Kro i løbet af foråret, og det er en fordobling i forhold til foråret sidste år.
- Vi er selv overrasket, fordi der generelt ikke har været fremgang for kroer, og vi plejer ikke at have så mange gæster inden sæsonen, fortæller kroejer Asger Fanning fra Femø Kro.

Han har nu ansat ekstra personale til forårs- og sommersæsonen. Det drejer sig om to kokke og to tjenere.
- Det gik for stærkt. Vi kunne ikke overkomme det selv, forklarer Asger Fanning.

Han mener, at årsagen til fremgangen blandt andet skyldes et godt tilbud, hvor gæster har kunne få en ekstra overnatning med i prisen.

Selvom vejret i den første del af forårsmånederne kunne have været bedre, så er gæsterne ikke blevet på værelserne, og det gavner hele øen.

- Selvom det har blæst og regnet, lejer de cykler og kører rundt på øen, forklarer Asger Fanning.

Også færgen og den lokale købmandsbutik Havnehøkeren nyder godt af de ekstra turister på Femø.

- Der plejer at være stille om foråret, men i år har der været knap så stille, og det kan vi takke Femø Kro for. De får god forplejning på kroen, så det er mere lidt hyggeindkøb og snak, de kommer her for, fortæller købmand Bo Brøchner-Nielsen og fortsætter:

- Men når færgen kommer ind, og den er fuld af folk, så bliver man glad.
De mange ekstra gæster i år, ser også ud til at have en afsmittende effekt på næste års omsætning. Ifølge kroejer Asger Fanning er der nemlig allerede seks yderst tilfredse gæster, der har booket større fester som for eksempel bryllup på Femø Kro til næste år.

Offentliggjort Sidst opdateret