Parken Sport & Entertainment, selskabet bag blandt andet SAS Liga-klubben FC København, er kommet ud af årets første tre måneder med et underskud før skat på 51,6 millioner kroner.
Efter skat lyder resultatet på minus 40,4 millioner kroner, hvilket er et næsten dobbelt så stort underskud som på samme tidspunkt sidste år.
Selskabet fastholder sine forventninger om at komme ud af hele 2010 med et underskud før skat på 100 millioner kroner. Årets omsætning forventes at ligge i størrelsesordnen af 1,1 milliarder kroner.
Kvartalsregnskabet og forventningerne skal ses i lyset af sidste års blødende regnskab, der bød på et underskud på knap en kvart milliard kroner for hele 2009.
For nylig gennemførte Parken Sport & Entertainment en aktieudvidelse, der skaffede det trængte selskab en halv milliard kroner, penge, der først og fremmest blev brugt til at nedbringe gælden til den primære bankforbindelse, Nordea.
Mens Parken Sport & Entertainment holdt nytår med en gæld på over 1,9 milliarder kroner, havde koncernen ved udgangen af dette års første kvartal en gæld på omkring 1,4 milliarder kroner.
Det er ikke kun på regnskabskontorerne og på fodboldbanen, at 2010 indtil videre har været yderst begivenhedsrigt. I slutningen af sidste måned trådte koncernens mangeårige ansigt udadtil, Flemming Østergaard, tilbage som bestyrelsesformand.
Som nykåret danmarksmester træder FC København efter sommerferien ind i tredje og næstsidste kvalifikationsrunde til Champions League-turneringen. Ender klubben i gruppespillet, vil indtjeninger fra præmier, tv og entré ligge et sted mellem 80 og 150 millioner kroner før skat.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde