Passagerer får 55 millioner tilbage for ubrugte klippekort
Det elektroniske rejsekort har overtaget papklippekortets plads i den offentlige transport. Flere end 95.000 har fået refunderet ubrugte klip, efter at det blev udfaset i sommeren 2015. Foto: Scanpix/Søren Bidstrup
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Flere end 95.000 har fået pengene tilbage for papklippekort, der blev pensioneret i sommeren 2015.
Klippekortet i pap måtte i sommeren 2015 lade livet til fordel for det elektroniske rejsekort.
Siden har det været muligt at få refunderet pengene for ubrugte klip, og det har flere end 95.000 gjort brug af.
Det har betydet tilbagebetalinger på 55 millioner kroner, oplyser Movia i en pressemeddelelse.
Tallet er noget større, end Movia havde forventet, siger kommunikationsdirektør Camilla Struckmann.
- Det har overrasket os, at der var så mange ubrugte klippekort tilbage i skuffer, skabe og tasker, som der har været, siger hun.
Hun mener dog ikke, at det er ærgerligt at skulle betale så mange penge tilbage.
- Vi har lagt vægt på at informere kunderne rigtig godt om, at de kunne have nogle penge til gode. Og vi er rigtig glade for, at de har sendt deres klippekort ind til os, siger Camilla Struckmann.
I forbindelse med refunderingen for ubrugte klippekort har der ligeledes været en udgift på porto på 4,4 millioner kroner. Det skyldes, at kunderne fik betalt deres porto, når de sendte klippekort ind.
Passagerer kunne i 2015 også vælge at donere deres ubrugte klippekort til Børnehjælpsdagen. Det resulterede i en donation på 867.087 kroner til organisationens arbejde med anbragte børn og udsatte unge.
Movia har håndteret refunderingsopgaven på vegne af parterne i Din Offentlige Transport (DOT), som er et samarbejde mellem DSB, Metro og Movia.
Det er ikke længere muligt at få pengene retur for klippekort med ubrugte klip.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde