PBS i fusion med norsk selskab

Danmark har fået en international spiller i betalingsindustrien. PBS fusionerer med norske Nordito og skaber Europas tredjestørste betalingsselskab.

Bestyrelsesformand i PBS, Peter Lybecker fra Nordea Bank Danmark, siger, at det er nødvendigt at konsolidere sig, hvis man skal blive ved med at være konkurrencedygtig og innovativ inden for kort- og betalingsområdet.

- Ved at kombinere kompetencerne bliver vi en endnu mere attraktiv og konkurrencedygtig leverandør og samarbejdspartner inden for betalingstjenester, siger bestyrelsesformanden i en kommentar.

PBS er ejet af de danske banker og Nationalbanken. Og Nationalbanken lægger blandt andet vægt på, at den fælles, åbne infrastruktur på betalingsformidlingsområdet bevares - og at Dankort og Betalingsservice fastholdes som fælles sektorprodukter og fortsat skal udvikles.

Efter fusionen vil det nye selskab have mere end 2200 medarbejdere fordelt på fem lande. Og første opgave for den fusionerede virksomhed bliver at indtage Sverige. Målet er at kalde Norden for sit hjemmemarked i 2011 eller 2012.

/ritzau/

Betalingsselskabet PBS går sammen med norske Nordito og skaber Europas tredjestørste betalingsselskab.

Offentliggjort Sidst opdateret