Tilliden til de danske banker er ved at være genskabt. Derfor tyder meget ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten på, at bankerne kan stå på egne ben, når statsgarantien for indlån udløber med udgangen af september næste år.
Rygvinden er opstået fordi en række små og mellemstore banker har formået at bringe deres ind- og udlån i balance.
Undtagelsen er Danske Bank, der på grund af sine udenlandske forretninger står for en betydelig del af det danske indlånsunderskud, som stadig er på omkring 400 milliarder kroner.
Danske Banks økonomidirektør, Tonny Thierry-Andersen, mener dog, at banken snart vil kunne frigøre sig for statens garantier og selv skaffe den nødvendige likviditet.
Danske Bank har fået dispensation af staten og dermed mulighed for at trække 100 milliarder kroner ud over garantiens løbetid. Men de penge regner banken ifølge økonomidirektøren ikke længere med at få brug for.
Ifølge Tonny Thierry-Andersen er det først og fremmest mere klarhed og optimisme omkring den fremtidige økonomi, der har genskabt noget af tilliden til bankerne.
Også Nordeas landedirektør, Peter Schütze, der er formand for Finansrådet, siger, at likviditetssituationen er forbedret i forhold til tidligere. Han mener dog, at det er for tidligt at konkludere på noget, der ligger ude i fremtiden.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker