Penge til billetsystem skal tages fra driften

Det nuværende billetteringssystem på Lollands tre færgeruter til Fejø, Femø og Askø lever på lånt tid. Siden 2008 er systemet ikke blevet vedligeholdt, og terminalerne er begyndt at gå i stykker. Derfor har Klima-, Teknik- og Miljøudvalget nu efter mange og lange overvejelser besluttet at købe et nyudviklet billetteringssystem hos firmaet Carl Bro.

Man har også undersøgt muligheden for samordning med Movias system eller med Tårs-rutens eller Scandlines, men til sidst var kun Carl Bro og et nordjysk firma inde i billedet.
- Det afgørende for os blev, at Carl Bros system, som endnu ikke bruges andre steder, kan sende økonomioplysninger direkte til Kommunedata, siger udvalgsformand Gert Mortensen (A). Dermed kan færgefartens administration spare, hvad der svarer til et halvt mandår.

Det nye system skal indføres så hurtigt som overhovedet muligt. Systemet kan modtage kontant betaling samt alle tænkelige betalingskort, og det koster 800.000 kroner plus moms. Lolland Kommune vil dog lease systemet.
- Det er en temmelig stor investering, og vi er klemt økonomisk. Men jeg er bestemt ikke tilhænger af leasing, siger Gert Mortensen.

Ved leasing bliver den årlige udgift 269.000 kroner kroner, som skal findes over færgedriften. Han kan derfor ikke garantere, at det ikke kommer til at gå ud over taksterne, servicen eller antallet af afgange.

Foto: Arkivfoto

Lolland Kommune har valgt at lease et nyt billetsystem til 800.000 kroner. Pengene findes over færgedriften.

Offentliggjort Sidst opdateret