Pepsi-ejer øger overskuddet på større salg i USA
Pepsico er blandt andet kendt for sodavanden Pepsi. (Arkivfoto) Foto: Mario Anzuoni/Reuters
Mario Anzuoni/Reuters
I USA har Pepsico øget salget af forskellige føde- og drikkevarer. Det øger overskuddet i første kvartal 2021.
Et stigende salg af drikkevarer på hjemmemarkedet i USA har i de første tre måneder af 2021 hjulpet Pepsico til at tjene flere penge.
Det fremgår af Pepsicos regnskab for første kvartal 2021, der er offentliggjort torsdag.
Pepsico ejer en bred vifte af brands indenfor drikke- og fødevarer. Nogle af de nok mest kendte er sodavand som Pepsi og Mountain Dew, chips som Lay's og Doritos samt morgenmadsprodukterne fra Quaker.
Samlet har Pepsico i første kvartal solgt for 92 milliarder kroner. Det er en stigning på syv procent i forhold til samme periode sidste år. Den periode var speciel, fordi dele af den blev påvirket af det globale udbrud af coronavirus.
At det er lykkedes at øge salget i år sammenlignet med sidste år, hvor det kun var dele af første kvartal, der var påvirket af coronavirus, er der tilfredshed med i Pepsicos ledelse.
- Vi er tilfredse med vores resultater for første kvartal, da vi succesfuldt har overgået de ellers vanskelige sammenligningsvilkår målt på årsbasis, siger Ramon Laguarta, administrerende direktør i Pepsico, i regnskabet.
Han siger også, at det er lykkedes at øge salget på trods af forskellige niveauer af forbedring på de internationale markeder samt vejrmæssige forstyrrelser i forretningen i USA.
På trods af vejrforstyrrelserne er Pepsicos salg indenfor alle kategorier steget i USA i første kvartal. Blandt andet er salget af drikkevarer steget med fem procent til 31,5 milliarder kroner.
Stigningen i det samlede salg har været med til, at Pepsico for de første tre måneder af 2021 har kunnet tjene 14,4 milliarder kroner på driften. Det er en vækst på 20 procent i forhold til året før.
Mens USA har bidraget til at løfte salget for Pepsico i første kvartal, så har det omvendte været tilfældet i Europa. Den europæiske del af forretningen har haft et fald i salget på to procent til 11,1 milliard kroner.
Den europæiske forretning omfatter både føde- og drikkevarer.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub