Pfizer dropper udvikling af vægttabsmiddel
Det amerikanske lægemiddelselskab Pfizer har mandag stoppet udviklingen af et vægttabsmiddel. Det skyldes en leverskade hos en patient i et studie, som kan skyldes lægemidlet. Foto: Clodagh Kilcoyne/Reuters
Amerikansk medicinalfirma stopper udvikling af vægttabsmiddel. Umiddelbart efter steg Novo-aktie.
Det amerikanske medicinalselskab Pfizer dropper udviklingen af sin vægttabsmedicin Danuglipron.
Det skyldes en leverskade hos en patient i et fase 3-studie, skriver Pfizer i en børsmeddelelse ifølge MarketWire.
Pfizer skriver, at skaden kan skyldes lægemidlet.
Ifølge Pfizer selv blev problematikken løst, efter at den pågældende patient ikke længere tog medicinen.
- Efter en gennemgang af alle oplysninger, herunder alle kliniske data, der er genereret til dato for Danuglipron og de seneste input fra myndighederne, har Pfizer besluttet at indstille udviklingen af molekylet.
Den samlede frekvens af forhøjede levertal i studiet er dog på niveau med godkendte midler i samme klasse af lægemidler.
Over 1400 personer deltog i studiet. Det fremgår af meddelelsen.
I kølvandet på nyheden steg danske Novo Nordisks aktie med omkring 1,5 procent, skriver MarketWire.
Ved børsluk var Novo Nordisks aktie steget med 3,7 procent til 435,85 kroner. Størstedelen af dagens stigning kom dog før nyheden om Pfizers vægttabsmiddel.
Pfizer skriver i meddelelsen, at hjerte-kar-sygdomme og stofskifte-sygdomme fortsat er vigtige områder.
Derfor planlægger man stadig at forsøge at udvikle lægemidler, som kan fylde kritiske huller i behandling af patienter.
Pfizer vil på et senere tidspunkt præsentere sine data fra udviklingen af Danuglipron.
Generelt er der stor konkurrence på markedet for vægttabsmedicin.
Ud over danske Novo Nordisk har amerikanske Eli Lily også haft stor succes med vægttabsmidler.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker