Pludseligt farvel til direktør i Spar Lolland

Sparekassen Lollands administrerende direktør siden 1994, Lynge Thang Jørgensen, sagde i formiddag farvel til chefstolen i Nygade i Nakskov med øjeblikkelig virkning.

- Bestyrelsen beklager Lynge Thang Jørgensens fratræden. Han har været en dygtig og respekteret administrerende direktør, hedder det fra bestyrelsesformand Hans Jacob Petersen i den officielle fondsbørsmeddelelse her til formiddag.

Den nye ledelse i Sparekassen Lolland A/S udgøres nu i stedet i en overgangsperiode af underdirektørerne Allan Johannesen og Ulrich Jespersen - med sidstnævnte som administrerende direktør.

Sparekassen offentliggør 2011-regnskab 27. marts. Det er på forhånd meddelt, at der ventes et underskud på cirka 100 millioner kroner på grund af øgede nedskrivninger på lån.
- Men der er absolut ingen sammenhæng mellem direktørskiftet, Finanstilsynets besøg de seneste uger og regnskabsfremlæggelsen den 27. marts, understreger bestyrelsesformanden.

Lynge Thang Jørgensen har ikke været at træffe for en kommentar til den bratte afsked.

Foto: Anders Knudsen (arkiv)

Offentliggjort Sidst opdateret