Skandalen om krakket i EBH Bank ruller stadig. Finanstilsynet graver stadig i sagen, og det har ført til to nye politianmeldelser for kursmanipulation, oplyser tilsynet.
Der blev fiflet godt og grundigt med aktiekurserne i EBH Bank, viser Finanstilsynets redegørelse.
- Vores opfattelse er, at de store opkøb i markedet udelukkende er sket for at påvirke kursen. Dermed er de øvrige investorer blevet vildledt om årsagen til den øgede efterspørgsel på papirerne, siger Finanstilsynets vicedirektør Julie Galbo i en pressemeddelelse.
I alt er der ifølge tilsynet havnet ulovlige kursgevinster for omkring seks millioner kroner i aktiefiflernes lommer. Kursmanipulationen skete i løbet af sommeren 2008.
Finanstilsynet har tidligere politianmeldt EBH Bank og EBH-Fonden for kursmanipulation af bankens aktier i perioden op til bankens sammenbrud i efteråret 2008. Samtidig er Dexia Bank Danmark anmeldt for at have deltaget i kursmanipulationen.
Ifølge Finanstilsynet omfatter politianmeldelserne i nogle tilfælde også mandatsvig, fordi værdipapirerne er solgt videre til EBH-Fonden til kunstigt høje handelskurser.
Der blev foretaget ulovlige støtteopkøb af EBH Bank-aktier for cirka 300 millioner kroner, fremgår det af en redegørelse, som Finanstilsynet tidligere har offentliggjort.
Konklusionen var her, at det var ledelsens ansvar, at banken krakkede. På trods af flere advarsler fra Finanstilsynet fortsatte banken med at lade udlånene vokse voldsomt.
Den høje risikoprofil gjorde banken særdeles sårbar, da den kraftige nedgang på ejendomsmarkedet og den finansielle uro satte ind og kulminerede i efteråret 2008.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde