De voldsomme aktiedyk på børserne verden over fortsætter med uformindsket styrke, hvis ikke der bliver handlet fra politisk side hurtigst muligt.
Sådan lyder advarslen fra seniorstrateg Henrik Drusebjerg fra Nordea efter investorerne slagter de danske aktier fredag morgen.
- Hvis vi skal se det her vende relativt hurtigt, er der kun to parter, der kan gøre det. De to store centralbanker (Fed og ECB, red.) eller politikerne i Europa og USA, vurderer Henrik Drusebjerg over for Ritzau Finans.
De massive kursfald kommer af stigende frygt for en eskalerende gældskrise i Europa, hvor især Italien og Spanien er i fokus, mens der også er stor uro omkring økonomien i USA.
Henrik Drusebjerg peger dog på, at problemet med at finde en hurtig løsning er, at mange lande er forgældet op over begge ører.
- Så der er en hel del af dem, som ikke har råd til at gøre det, lyder det fra Henrik Drusebjerg.
Hidtil er det dog lykkedes politikerne at sparke det græske problem af vejen. Men det er ikke lykkedes at inddæmme de potentielle spanske og italienske problemer, påpeger han.
- Og det, at det har taget så lang tid med det græske problem, er årsag til, at vi overhovedet er begyndt at diskuterer Italien. Hvis man havde handlet langt hurtigere, er det langt fra sikkert, at Italien overhovedet var blevet en del af ligningen, siger han.
Nu er det nogle helt andre beløb, vi taler om end da det "bare" var Grækenland. Og seniorstrategen finder det ekstra bekymrende, at langt det meste af ammunitionen allerede er brugt.
- Renterne er allerede meget lave, og der er ikke mange lande, der kan begynde at blæse hjælpepakker ud i samme stil, som vi har set tidligere, siger Drusebjerg.
Tilbage er en særdeles god jobrapport fredag eftermiddag som værn mod nye aktiekursfald. Men det er ønsketænkning i Henrik Drusebjergs terminologi.
- Så noget skal gøres. For det er meget alvorligt, det her, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker