Politisk forlig om praktikpladser

En ny politisk aftale skal nu bane vejen for, at det bliver nemmere for eleverne på erhvervsuddannelserne at komme i praktik.

Som led i aftalen sker der blandt andet en omlægning af den præmieringsordning, der er knyttet til aftalen om Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER).
Herefter kan arbejdsgiverne modtage et samlet tilskud på i alt op til 16.000 kr. pr. elev for alle nye uddannelsesaftaler, som indgås efter den 1. juni.

På den måde vil politikere reducere den risiko, som arbejdsgiverne løber ved at tage nye elever i praktik, selv om ordrebøgerne ikke bugner af nye ordrer. Et andet af elementerne i den del af aftalen er en bonus på 10.000 kr. til de arbejdsgivere, der ansætter de unge i et fast job efter prøvetiden. I første omgang løber ordningen dog kun til udgangen af 2010.

Virksomheder, der opretter nye praktikpladser i erhvervsskolernes grunduddannelse (EGU), modtager et løntilskud på 30 kr. i timen.

I forbindelse med de kommende forhandlinger om kommunernes økonomi i 2010 vil regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) drøfte, om det ekstraordinært er muligt at øge antallet af kommunale praktikpladser for eksempel på social- og sundhedsuddannelsen og på uddannelsen til pædagogisk assistent.

Bag aftalen står regeringen, Socialdemokraterne, De Radikale og Dansk Folkeparti.
I en pressemeddelelse oplyser Udenrigsministeriet, at forligspartierne vil fortsætte arbejdet med at styrke uddannelsesgarantien, også i form af en midlertidig opprioritering af skolepraktikken.

Før den ny aftale blev indgået, havde undervisningsminister Bertel Haarder (V) ført forhandlinger om praktik-situationen med b l.a. Dansk Arbejdsgiverforening, LO og KL.
- Aftalen er første skridt af en samlet strategi, der skal afbøde de værste virkninger af finanskrisen på erhvervsuddannelser. Nu gælder det om, at alle parter værner om erhvervsuddannelserne, siger ministeren.

Fra september til februar er der indgået 13.240 aftaler om praktik inden for erhvervsuddannelserne. Det er 3652 færre end i samme periode året forinden.

Dansk Byggeri kalder den ny aftale for "nødvendig førstehjælp".
- Det er stadig omfanget af arbejde, der bestemmer, hvor mange lærlinge virksomhederne tager. Men aftalen kan forhåbentlig være med til at sikre, at bunden ikke går helt ud af markedet for praktikpladser, siger Louise Pihl, afdelingschef i Dansk Byggeri.
/ritzau/




En ny politisk aftale skal bane vejen for, at det bliver nemmere for eleverne på erhvervsuddannelserne at komme i praktik.

Offentliggjort Sidst opdateret