PORTRÆT: Berlingskes fyrtårn Lisbeth Knudsen går af

Lisbeth Knudsen har haft en enestående karriere i dansk presse, men trækker sig nu fra topposter i Berlingske.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et "desværre" blev starten på Lisbeth Knudsens karriere i dansk presse, hvor hun i dag beskrives som en af de mest magtfulde mediepersoner.

Egentlig ville hun helst i praktik på Kristeligt Dagblad i 1973, men det var faldet den daværende chefredaktør for brystet, at hun havde gået i katolsk skole.

Derfor blev det en praktiktid på Berlingske, hvor Lisbeth Knudsen knap 35 år efter blev ansvarshavende chefredaktør.

Onsdag kom det frem, at hun træder tilbage som koncernchef og chefredaktør for Danmarks ældste eksisterende avis fra 1749.

Hvis et frugtbart samarbejde mellem ejeren og koncernchefen ikke er på plads, er "det altid ejerens privilegium at sætte holdet", sagde Lisbeth Knudsen i den forbindelse.

Hendes arbejdsomhed stammer formentlig fra barndommen, hvor den - som datter af en typograf - ikke bare var en dyd, men en nødvendighed, da hun hjalp til i familiens lille stempelfabrik på Østerbro.

Dermed har hun været med fra blyet til digitaliseringen.

Efter sin praktiktid på Berlingske blev Lisbeth Knudsen fastansat på "Tanten", som avisen kaldes, og hun blev som blot 24-årig leder af den politiske redaktion.

Senere blev hun erhvervsredaktør og siden chefredaktør, inden hun i 1990 blev hentet til Det Fri Aktuelt som administrerende direktør. Det lykkedes ikke at redde avisen, men for sit forsøg modtog hun Publicistprisen i 1998.

Samme år kom hun til Danmarks Radio, som hun efter turbulente år forlod i 2006.

I sin tid i DR måtte hun kæmpe hårdt for sit projekt DR Nyheder, sin stilling som nyhedsdirektør og som medlem af DR's direktion. Det lykkedes.

Men DR's daværende generaldirektør, Kenneth Plummer, og en ny bestyrelse lancerede en plan for en omfattende strukturændring i hele DR. Lisbeth Knudsen blev tilbudt et job som kommunikationsdirektør uden for chefredaktionen.

Lisbeth Knudsen takkede nej og gik sin vej, blot få måneder før DR-Byen stod klar - midt i et løbsk byggeprojekt og spareplaner.

Lisbeth Knudsens liv har handlet om at sætte spot på samfundet, men hun er ikke meget for selv at stå i rampelyset. Hun er kendt for sin enorme arbejdskapacitet, som da hun i 2011 i al hemmelighed blev opereret for brystkræft i vinterferien.

Få kendte til sygdommen, og om mandagen var hun tilbage på jobbet. Som om intet var hændt. De efterfølgende 25 strålebehandlinger foregik om aftenen. Uden for arbejdstid.

Sideløbende med sin stilling som koncernchef er hun stadig journalist til fingerspidserne, og derfor fortsatte hun som chefredaktør.

Undervejs i sin karriere har hun kæmpet for at redde tre medievirksomheder, og efter salget af Berlingske Media til belgiske De Persgroep siger hun farvel til Berlingske efter otte år i denne omgang.

- Selvfølgelig vidste jeg godt, at der kunne komme nogen og overtage det og ønske at sætte en anden i mit sted. Men skulle det endelig ske, har jeg altid sagt, at så vil jeg være journalist igen, sagde hun til Berlingske i forbindelse med sin 60-års fødselsdag efter salget.

Lisbeth Knudsen bor i en villa i Vangede i København sammen med sin mand, Peter Valenius, som hun lærte at kende som ung journalist på Christiansborg.