Posten kom godt ud i 2009

Posten skal ud - og det kom den i stort omfang i 2009, viser tal fra Post Danmark.

I alt 95,7 procent af alle A-breve kom ud dagen efter afsendelse. 99,6 procent var fremme efter to dage - og 99,9 procent efter tre dage.

Der er tale om det bedste resultat, siden målinger af Post Danmarks såkaldte brevkvalitet startede i 1992, oplyser selskabet. I forhold til 2008 er det en markant forbedring, idet man her fik 93,7 procent af brevene ud dagen efter afsendelsen.

- Vi har gennem hele året holdt et højt niveau i vores levering af breve, siger chef i Post Danmark Finn Hansen.

Det hårde vintervejr og ødelagte postkasser op mod nytår stak en kæp i hjulet på postcyklen. Frem til december havde budene nemlig leveret mere end 96 procent af alle breve dagen efter afsendelsen.

Særligt i Jylland har det mange steder været umuligt at komme frem til postkassen.

- Vi har i december og også i januar været udfordret af det massive snevejr og de glatte veje og fortove, som mange steder har gjort det enten umuligt eller for farligt at dele posten ud, siger Finn Hansen.

Langt de fleste steder er kommuner og borgere hurtige til at få ryddet for sne og is, understreger postchefen. Men andre steder kunne postfolkene godt ønske sig en bedre snerydning.

Post Danmark er ifølge en aftale med staten forpligtet til at levere mindst 93 procent af alle A-breve dagen efter afsendelsen. Postkvaliteten måles af det uvildige tyske konsulentfirma Quotas.

/ritzau/

Post Danmark leverede i 2009 95,7 procent af alle A-breve dagen efter afsendelse - det hidtil bedste resultat for selskabet.

Offentliggjort Sidst opdateret