De strejkende chauffører i Post Danmark er gået i arbejde igen. Og det betyder, at posten igen kommer ud - omend med lidt klumper i leveringen. Post Danmark oplyser, at man regner med, at situationen er normal op til weekenden.
Chaufførerne i Post Danmarks Transport i København, Brøndby Ringsted og Odense gik natten til onsdag hjem, da de var utilfredse med ledelsens tilbud om en krone mere i timen. Chaufførerne kræver, at deres løn følger med priserne.
Forhandlingerne om en kommende overenskomst genoptages torsdag ved middagstid, nu da chaufførerne er gået i arbejde igen, lyder det fra posten.
Strejken betød, at udbringningen af posten stort set blev sat i stå på Sjælland og Fyn. Postbudene var ikke med i strejken - men posten kom ikke ud til distributionscentrene.
På trods af den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse lykkedes det onsdag at få bragt post ud til det meste af Frederiksberg og Københavns indre by.
Post til og fra jyske husstande har ikke været berørt af strejken, oplyser Post Danmark til Ritzau.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker