Prisen på guld når sit højeste niveau nogensinde
Guld kunne på et tidspunkt mandag købes til 2135,39 dollar - eller cirka 14.640 danske kroner - per ounce, som er en engelsk måleenhed svarende til 28,35 gram. (Arkivfoto). Foto: David Gray/Ritzau Scanpix
Som følge af krigen mellem Israel og Hamas er der blevet købt op i guld, der anses som en sikker investering.
Prisen på guld nåede mandag sit højeste niveau nogensinde i de tidlige handelstimer på børserne i Asien.
Ædelmetallet kunne på et tidspunkt købes til 2135,39 dollar - eller cirka 14.640 danske kroner - per ounce, som er en engelsk måleenhed svarende til 28,35 gram.
Den hidtidige rekord blev sat i 2020.
Investorer har i perioden efter udbruddet af krigen mellem Israel og Hamas 7. oktober opkøbt guld, der anses som en sikker investeringsenhed.
Yderligere er tendensen blevet forstærket af indikationer på, at inflationen i USA er på tilbagetog, hvilket har skabt spekulation om, at centralbanken vil sænke renten.
Bart Melek, chefstrateg for råvarehandel i investeringsbanken TD Securities, fortæller mediet CNBC, at han forventer, at priserne i snit vil ligge på 2100 dollar per ounce i andet kvartal af 2024.
Han fremhæver desuden en nylig spørgeundersøgelse fra World Gold Council, en markedsorganisationen for guldindustrien, at 24 procent af adspurgte centralbanker vil hæve deres beholdning af guld inden for de næste 12 måneder.
- Det betyder en potentielt øget efterspørgsel fra den officielle sektor i de kommende år, siger han til CNBC.
Danmarks Nationalbank har en guldbeholdning på omkring 66,5 tons. Værdien var ved udgangen af 2022 på 27 milliarder kroner.
Beholdningen er en del af Nationalbankens valutareserve, som bruges til at holde kronekursen stabil, hvilket er et krav under fastkurspolitikken.
Størstedelen af Nationalbankens guld, der udgør 0,2 procent af verdens centralbankers samlede beholdning, ligger i Storbritanniens centralbank, Bank of England.
En enkelt guldbarre vejer i gennemsnit 12,5 kilo.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker