Prisfald betyder færre lejligheder til salg for femte måned i træk
Der er kommet færre lejligheder til salg i løbet af maj måned. I Københavns Kommune er antallet faldet knap ti procent det seneste år. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Antallet af udbudte ejerlejligheder er faldet i maj. Det skyldes prisjusteringer det seneste år, mener økonom.
Hvis man er på udkig efter at købe en ejerlejlighed, har man fået færre valgmuligheder.
I løbet af maj i år faldt antallet af udbudte ejerlejligheder i hele landet med 1,53 procent til 6311.
Det viser nye tal fra Finans Danmark, som er blevet offentliggjort mandag.
Det er femte måned i træk, at antallet af ejerlejligheder til salg falder. Og en af hovedårsagerne er, at priserne på lejligheder er faldet i løbet af det seneste år.
Det forklarer Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
- Der er virkelig ikke særlig meget at vælge mellem. Lejlighedsmarkedet har været præget af markante prisfald det seneste år. Netop den prisjustering betyder, at købere og sælgere igen finder hinanden til en handel, skriver han i en kommentar til tallene.
Dog er antallet af udbudte lejligheder stadig knap 3,6 procent højere end for et år siden.
Der er stor forskel på, hvordan antallet af salgsskilte på lejlighedsmarkedet har udviklet sig det seneste år rundt omkring i landet.
I Frederiksberg Kommune er antallet af lejligheder til salg faldet med mere end 20 procent. Samtidig er antallet faldet med knap ti procent i Københavns Kommune.
I Aarhus Kommune er antallet derimod steget med over 13 procent siden maj sidste år.
I hele landet er udbudspriserne på ejerlejligheder faldet knap tre procent det seneste år.
I maj vendte pilen dog den anden vej. Her steg udbudspriserne per kvadratkilometer med knap 0,6 procent i hele landet.
- Når udbuddet er lavt, så har sælgerne bedre kort på hånden. Og opbremsning i udbuddet standser noget af den negative effekt, som ellers har påvirket boligpriserne gennem det seneste år tid med et stigende udbud, skriver Jeppe Juul Borre.
Mens antallet af ejerlejligheder til salg faldt i maj, steg antallet af både parcel- og rækkehuse og fritidshuse.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde