Prisstigninger på tøj og el sender inflationen en anelse op
Prisstigninger på tøj har fået inflationen til at stige en anelse i marts. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Trods beskeden stigning i inflationen i marts er den fortsat under kontrol herhjemme, vurderer økonom.
Efter en lang periode med tårnhøj inflation, må danskerne snart have vænnet sig til, at den igen ligger på et meget lavt niveau.
I marts blev inflationen opgjort til 0,9 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Og på månedsbasis er den vokset med 0,1 procentpoint.
Det viser tal fra Danmarks Statistik onsdag morgen.
Selv om inflationen tiltager i styrke, er der kun tale om en meget beskeden stigning. Og det ændrer ikke umiddelbart på, at der er godt styr på den herhjemme.
Det skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom hos Sydbank, i en skriftlig kommentar.
- Stigningen i inflationen får ikke alarmklokkerne til at ringe. I det store billede er inflationen i Danmark kommet under kontrol, og det ser også ud til, at inflationen er ved at komme under kontrol i eurozonen, skriver han i en kommentar.
Det betyder også, at Den Europæiske Centralbank (ECB) kan ende med at stille boligejerne rentefald i udsigt, når der er rentemøde torsdag, mener han.
I kølvandet på energikrisen hævede centralbanker verden over renterne i håbet om at få prisstigningerne under kontrol.
Siden har renterne i Europa ligget på det højeste niveau i flere årtier, men det kan altså snart være slut, vurderer seniorøkonomen.
Mathias Dollerup Sproegel forventer egentlig, at inflationen kommer til at stige de kommende måneder. Men det kommer til at ske i et moderat tempo, understreger han.
Det samme tror Palle Sørensen, der er cheføkonom hos Nykredit.
- Det er vigtigt at understrege, at inflationen på ingen måde ventes at blive faretruende høj de kommende år, skriver han i en kommentar.
- Vores bedste bud er, at vi kommer over to procent i løbet af første halvår i år - samt at vi får en let forhøjet inflation de kommende år. Men det er ikke noget, der vil true danskernes privatøkonomi med de nuværende lønstigningstakter.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned