Prognose spår en lille stigning i ledigheden
Prognose spår stigning i ledigheden. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ledigheden i Danmark kan ende med at være steget i 14 ud af de seneste 15 måneder, hvis prognose holder.
Ledigheden på det danske arbejdsmarked har retning mod endnu en mindre stigning.
Det viser en foreløbig prognose, den såkaldte ledighedsindikator, fra Danmarks Statistik.
Indikatoren spår en ledighed på 86.900 personer i januar, hvilket er en stigning på knap 300 personer fra december.
Det svarer til en ledighedsprocent på 2,9 procent.
Hvis prognosen holder vand, vil ledigheden være steget i 14 ud af de seneste 15 måneder. Det skriver Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.
- I den periode er der kommet mere end 10.000 flere ledige. Øv og ærgerligt, men det er i høj grad også værd at hæfte sig ved, at stigningen egentlig er ret begrænset, skriver han i en kommentar.
- Særligt set i lyset af ret så store udfordringer med inflation, rentestigninger og usikkerhed for økonomien.
Det er Mette Hørdum Larsen, cheføkonom hos Lederne, enig i.
- Det, vi oplever i øjeblikket, minder mest af alt om en normalisering efter nogle år, hvor der har været ekstra meget gang i aktiviteten (på arbejdsmarkedet, red.), siger hun.
- Der bliver stadig efterspurgt en del arbejdskraft, og det betyder meget for de ledige, der skal ud at finde nyt job. Så selv om ledigheden nok vil stige yderligere herfra, så kan vi trøste os med, at det stadig ligner en forholdsvis mild omgang, vi skal igennem.
Begge cheføkonomer forventer, at ledigheden fortsat vil stige i løbet af året.
- Dansk økonomi er i recession, og arbejdsmarkedet reagerer typisk med forsinkelse, og det indikerer stadig stigende ledighed og fald i beskæftigelsen i 2024, siger Jeppe Juul Borre.
- Men de nuværende takter for arbejdsmarkedet peger på alle måder mod en blød landing.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker