Quinoa-høst giver optimisme

Foto: Claus Hansen

Tilsyneladende fint udbytte i forsøgsmarken. Allerede næste år forventes den nye lollandske afgrøde på hylderne i supermarkederne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Høsten af den snart landskendte forsøgs mark med quinoa på Norrevej startede onsdag, og udbyttet giver umiddelbart optimisme i forhold til de spiselige frøs fremtid som lollandsk afgrøde.

- Der er godt med frø, konstaterede Steffen Lund fra Business Lolland-Falster, da han fulgte markarbejdet.

Samme indtryk har Per Palsby fra Syngenta, der har involveret sig i forsøgsarbejdet.

Udbyttets størrelse er en vigtig komponent i det regnestykke, der umiddelbart gør dyrkningen af quinoa konkurrencedygtig i forhold til alt andet, lollandske landmænd har på deres marker. Det er netop Business Lolland-Falsters arbejde for at styrke driftsøkonomien i landbruget og arbejdspladser i følgevirksomhederne, der ligger til grund for forsøget.

Og dette års forsøg skal hurtigt gøres til en konkret forretningsmulighed: I år er mængderne af quinoa for små til markedsføring, men allerede til næste år er det planen, at den lollandske quinoa fra oktober 2017 skal være at finde i supermarkederne.

Foto: Claus Hansen
Foto: Claus Hansen
Foto: Claus Hansen
Foto: Claus Hansen

Hvad er quinoa?

Quinoa har været dyrket gennem de sidste 6.000 år i Andesbjergenes højlandsområder i op til omkring 4.000 meter over havet. Det er først og fremmest de næringsrige frø, der anvendes, men også plantens blade kan bruges som en grøntsag eller som salat. Quinoa er ikke en kornsort, men planten tilhører gåsefodsslægten, der også tæller jordbærspinat og hvidmelet gåsefod, som også er kendt under navnet melurt.

Quinoaplantens frø indeholder en høj andel af protein, mellem 7,5 og 22 procent, og i de proteiner findes et højt antal aminosyrer. Samtidig har frøene også et lavt fedtindhold på omkring 5 procent, og er fri for gluten.