Rapport forudser klimaødelæggelser af landbrug i Sydeuropa
Klimaforandringer kan medføre, at store områder i Spanien ikke kan benyttes til landbrug. Spanien er allerede ramt af tørke i perioder, og det har nogle steder ødelagt høsten. Foto: Pierre-Philippe Marcou/Ritzau Scanpix
Pierre-Philippe Marcou/Ritzau Scanpix
Fremskrivning af klimaforandringer fra EU-kontor viser fald i landbrugsværdi i Spanien med 80 procent i 2100.
Klimaforandringer skal snarest på toppen af dagsorden i Europa for at afbøde de ventede følger for landbruget af tørke, hedebølger og oversvømmelser.
Det anbefaler Det Europæiske Miljøagentur (EEA), der ligger i København, i en rapport onsdag om det skiftende klimas påvirkning af landbruget.
- Trods fremskridt skal der ske mere tilpasning i sektoren. Specielt i landbruget. Fremtidige EU-politikker bør tilpasses på en måde, så de letter og fremskynder forandringer i sektoren, siger EEA-chef Hans Bruyninckx.
I rapporten har man lavet en fremskrivning af udviklingen. Det fremgår af et scenarie, at den landbrugsmæssige værdi vil falde med over 80 procent i dele af Sydeuropa i år 2100.
Det kan føre til, at disse steder helt forlades af mennesker.
Om blot 30 år vil udbyttet fra afgrøder, der ikke kunstvandes, som hvede, majs og sukkerroer, falde med op til 50 procent. Det gælder i disse særligt udsatte områder i syd.
Det centrale i agenturets anbefaling er, at man sætter gang i at forberede sig på en ny virkelighed. Det skal afbøde følgerne af disse ændringer i klimaet. Det gælder også de økonomiske følger for landmænd i EU.
Der peges på, at afgrøder skal tilpasses. Desuden kan man forbedre teknikker for vanding, optimere opdeling af marker og systemer for arealanvendelse.
Det nævnes også, at man bør avle dyr, der har større tolerance og øget produktivitet.
På den ene side får klimaets forandringer en række negative følger for landbruget. Omvendt spiller landbruget fortsat en stor rolle, i årsagen til at klimaet ændres.
Ifølge agenturets rapport skal sektoren gøre mere for at reducere udledningen af CO2. Det kan ske ved at reducere udledning fra gødning og dyrehold.
Landbruget tegner sig for en tiendedel af den samlede CO2-udledning i EU. Derfor skal sektoren bidrage, hedder det. Ellers kan EU ikke nå klimamål for 2030 og 2050.
Rapporten fokuserer ikke alene på negative følger for landbruget.
Forandringer af klimaet og højere temperaturer vil nogle steder føre til "længere sæsoner for vækst og bedre vilkår for afgrøder".
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker