Redaktør skal i fængsel for aktiefusk

Den tidligere økonomiske redaktør på magasinet Penge & Privatøkonomi, Claus Forrai, blev torsdag kendt skyldig i kursmanipulation.

43-årige Claus Forrai sad på anklagebænken i Københavns Byret for i 13 tilfælde at have fusket sig til store aktiegevinster i 2006-2008, mens han var redaktør.

Det vurderede byretten til fire måneders ubetinget fængsel. Claus Forrai får samtidig konfiskeret en million kroner. Han ankede dommen på stedet.

Bagmandspolitiet havde krævet ni måneders ubetinget fængsel til Claus Forrai og 2.7 millioner kroner i konfiskation.

Alligevel er bagmandspolitiets anklager Jan Henrik Hansen tilfreds.

- Dommen er meget principiel. Det er første gang sådan en sag har været for retten, så det har været vanskeligt at lægge sig fast på en straframme, siger han.

Ifølge anklageskriftet var mønstret det samme alle gange: Claus Forrai købte aktier for et stort beløb i et bestemt selskab, og gav herefter selskabet rosende omtale i sin aktiekommentar i månedsmagasinet Penge & Privatøkonomi.

Det fik kurserne til at stige, og Forrai kunne herefter ofte sælge sin aktiebeholdning med betydelig gevinst.

For eksempel købte Claus Forrai aktier i selskabet Dantherm for mere end fem millioner kroner mellem april og juli 2007. Kort efter skrev han en aktiekommentar, hvori han konstaterede:

"Dantherm står på tærsklen til et gennembrud for sin brændselscelleteknologi, og det kan betyde et kæmpe gennembrud for aktiekursen. Invester i Dantherm."

I august kunne Forrai så sælge for godt fire millioner kroner aktier i Dantherm og dermed score en gevinst på over 834.000 kroner.

I oktober og november kunne han sælge endnu en portion Dantherm-aktier med en gevinst på 158.000 kroner.

Som regel fremgik det nederst i kommentarerne i magasinet, at Claus Forrai havde aktier i det pågældende selskab. Men anklageren lagde vægt på, at det ikke var i alle tilfælde og aldrig i magasinets netudgave.

/ritzau/

Tidligere redaktør på magasinet Penge & Privatøkonomi er kendt skyldig i kursmanipulation. Han får en fængselsstraf på fire måneder.

Offentliggjort Sidst opdateret