Rederierne gjorde selv krisen værre

Containerrederierne har selv været med til at forværre krisen i den økonomisk pressede branche. De opførte sig irrationelt med at sænke priserne voldsomt, da krisen for alvor begyndte i efteråret 2008.

Det erkender topchef hos A.P. Møller-Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, ifølge dagbladet Børsen.

- Containerbranchen er ikke en branche, som er præget af rationel konkurrence eller af få højt sofistikerede spillere. Vi droppede priserne med 25 procent, og det var konkurrence, når det er værst, sagde Nils Smedegaard Andersen ifølge avisen på et seminar på Handelshøjskolen i København.

A.P. Møller-Mærsk ejer verdens største containerrederi Maersk Line, der de senere år har været inde i økonomiske problemer med store underskud.

/ritzau/

Topchef hos A.P. Møller-Mærsk Nils Smedegaard Andersen om krisen i containerrederierne: Vi opførte os irrationelt.

Offentliggjort Sidst opdateret