Regering og erhvervsliv går sammen om digital indsats
Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) præsenterer tirsdag en ny, digital vækststrategi for Danmark. Foto: Scanpix/Tariq Mikkel Khan
Scanpix/Tariq Mikkel Khan
Danmark skal stå skarpt i den nye, digitale virkelighed. Derfor er der skabt en såkaldt "Digital Hub Denmark".
Regeringen vil have, at Danmark skal være foran på de tre områder kunstig intelligens, internet of things og big data. Derfor præsenterer regeringen tirsdag en ny, digital vækstplan.
En af hovedpunkterne i planen er en sammenslutning af erhvervslivet, det offentlige og uddannelsesinstitutioner kaldet "Digital Hub Denmark".
- Vores mål er, at vi skal være first in class i Europa på disse tre områder, men det er vi ikke i dag.
- Vi vil skabe et stærkere tech-miljø i Danmark og sikre virksomhederne adgang til kompetencer og førende viden inden for de tre områder, så virksomhederne herhjemme får viden. Men også for at gøre det attraktivt at placere sig i Danmark, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) til Berlingske Business.
Ifølge Berlingske vil regeringen afsætte 20 millioner kroner i 2018 og herefter 25 millioner kroner om året til at skabe "Digital Hub Denmark". Andre aktører som eksempelvis brancheforeningen FinansDanmark skyder også penge i projektet.
Hovedopgaverne for indsatsen er at koordinere samarbejde mellem deltagerne, forske i nye teknologier, styrke adgang til viden og eksperter for selskaber og markedsføring af Danmark på området.
- Data er simpelthen det nye guld, og her vil vi komme med forskellige initiativer, så det bliver muligt for private virksomheder at bruge offentlige data på en helt anden måde.
- Men også så private virksomheder kan bruge deres data på nye måder. Vi har en guldmine på dette område, siger Brian Mikkelsen til Business.
Hos FinansDanmark, der repræsenterer finanssektoren, ser man frem til arbejdet.
- Vi lever allerede i et af verdens mest digitale samfund.
- Men hvis vi skal få fuldt udbytte af vores viden og drage nytte af nye teknologier som Big Data, kunstig intelligens og Internet of Things, så er det vigtigt, at vi arbejder på tværs af sektorer, virksomheder og offentlige institutioner, skriver direktør i FinansDanmark Ulrik Nødgaard i en pressemeddelelse.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned