- Regeringen har svigtet

Tirsdagens varsling om 1900 fyringer hos Vestas, heraf mere end 1200 i Danmark, falder tilbage på regeringen.

Det mener Enhedslisten.

- Regeringen bærer et stort medansvar for fyringerne. Regeringen har nemlig forsømt i EU at arbejde for en New Green Deal, som kunne have givet et internationalt løft til den vedvarende energi som et led i bekæmpelsen af den økonomiske krise. Her har regeringen reelt forholdt sig totalt passiv, siger Per Clausen, gruppeformand for Enhedslisten, i en pressemeddelelse.

Partiet kræver nu handling fra regeringen i form af en beskæftigelsespakker til gavn for yderområderne.

- Det kan ske med en kombineret indsats i forhold til vindkraft, bølgeenergi og solenergi, samtidig med at regeringen skal intensivere arbejdet for at sikre internationale aftaler, der fokuserer på øget beskæftigelse gennem klimainvesteringer, siger Per Clausen.




Enhedslisten mener, at regeringen bærer sin del af ansvaret for de forestående fyringer på Vestas

Offentliggjort Sidst opdateret