Regioner: Intet tyder på flere opsigelser blandt sygeplejersker
Sygeplejersker har flere gange i løbet af efteråret forladt arbejdet. Her er det sygeplejersker på Aalborg Universitetshospital, Sygehus Syd, der har forladt arbejde den 16. september 2021. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Sygeplejersker blev opfordret til at sige deres job op i november, men det tyder på, at få har gjort det.
Der er ikke noget, der tyder på, at der har været flere opsigelser blandt sygeplejersker i november, end der plejer at være.
Det siger Danske Regioner, der har lavet en rundspørge blandt landets fem regioner.
Danske Regioner understreger, at der er tale om et midlertidigt billede, og at man først har fuldstændige tal i januar.
Styregruppen for National Arbejdsnedlæggelse har ellers opfordret sygeplejersker til at sige deres job op i løbet af november i protest mod deres løn- og arbejdsvilkår.
Luca Pristed, der er sygeplejerske på Rigshospitalet og talsperson for Styregruppen for National Arbejdsnedlæggelse, sagde tirsdag sit job op, og han sagde, at han håber, at flere tusind sygeplejersker vil gøre det samme.
Region Sjælland oplyste onsdag, at man har et generelt billede af, at antallet af opsigelser blandt sygeplejersker er nogenlunde på niveau med, hvad der er normalt for november måned.
Regionen forventer at have en endelig opgørelse i løbet af torsdag.
Hos Region Midtjylland siger man, at man har fået nogenlunde samme antal af opsigelser ved udgangen af november, som man havde ved udgangen af oktober.
I en foreløbig melding fra Region Syddanmark lyder det, at der per 30. november kun er meget få sygeplejersker, der har sagt deres stilling op med begrundelse i at støtte opfordringen om kollektiv opsigelse.
Region Hovedstaden oplyser i en mail, at man skønner, at maksimalt fem opsigelser fra sygeplejersker den 30. november er relateret til opfordringen om kollektive opsigelser.
Det oplyses ikke, om det er flere eller færre opsigelser end vanligt.
- På den baggrund foretager Danske Regioner en vurdering af, hvorvidt omfanget er så stort, at det kan betragtes som kollektive opsigelser, som giver anledning til indberetning for Arbejdsretten.
- Sagen indberettes i så fald for Arbejdsretten, der tager stilling til, hvorvidt opsigelserne dømmes ugyldige.
Hvis Arbejdsretten opfatter opsigelserne som et kollektivt kampskrift, kan de blive kendt ugyldige. Region Nordjylland oplyser, at de kommer med en opgørelse senere torsdag.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet