Regler - eller dårlige kunder
Foto: Arkivfoto
Delte meninger lokalt i debat om udfordringer med bolig-finansiering i yderområder.
Mere differentierede krav - og klar besked om at Finanstilsynets vejledninger ikke er bindende normer men kan fraviges, når det giver mening ...
Sådan lyder udspillet fra Finanstilsynets nye direktør Jesper Berg i den efterhånden årelange debat om lånemuligheder - eller manglen på samme - i yderområder som ikke mindst dele af Lolland-Falster.
Nu lægges der altså - direkte i kølvandet på en klar melding fra statsministeren i forrige uge - op til at lempe på de angiveligt stramme regler og tage større individuelle hensyn. Ikke mindst når det gælder rådighedsbeløbene.
Beskeden er, at man skal se på, om det giver god mening at vurdere behovet for et månedligt forbrugsbeløb til boligkøberne lavere i visse situationer og områder end i andre.
Bjarke Truelsen, filialdiretør i Danske Bank i Nykøbing, mener ikke, at man står foran en “revolution” i behandlingen af lokale lånesager i kraft af udmeldingen fra Finanstilsynet.
- Vi kigger i forvejen på den enkelte låntager og vurderer: Hvad er den pågældende vant til at leve for? På det grundlag træffer vi afgørelse. Så umiddelbart tror jeg ikke, at det her vil give den helt store ændring. Men omvendt skal det understreges, at alle positive initiativer, som dette bidrager til at understøtte ejendomsmarkedet i vores landsdel, siger han.
Flere ejendomsmæglere og formanden for Dansk Byggeri Lolland-Falster har flere gange her i avisen tilkendegivet, at der er et klart problem med at få pengeinstitutter og realkredit til at finansiere en række bolighandler lokalt.
Men vurderingen deles ikke ubetinget af alle.
Ejendomsmægler Brian Jacobsen, Nybolig i Nykøbing, mener eksempelvis, at debatten har langt flere nuancer.
- Jeg er ikke enig i, at vi “utvivlsomt har et finansieringsproblem i vores landsdel”, som det bliver sagt. Jeg synes, den udmelding er for letkøbt. Vi skal ikke glemme, at banker og kreditforeninger er sat i verden for at tjene penge.Ingen tvivl om, at bankerne var meget positive i de gode tider. - alt kunne lade sig gøre, og bankerne har betalt dyrt for det eventyr. Men jeg er sikker på, at bankerne fortsat ønsker nye gode kunder med orden i økonomien.Og det er måske det, der er problemet - kunderne, lyder det fra Brian Jacobsen.
- Vi oplever, at gives der afslag til belåning, så er det typisk, at flere banker giver den samme kunde afslag begrundet i, at den pågældendes økonomi vurderes til at være for svag. Blandt flere mæglere benyttes så ”bankerne vil ikke noget” som begrundelse for, at sælgernes huse ikke bliver solgt. Det er for letkøbt, og det er jeg ikke enig i, siger han.
Du kan læse mere om de klare signaler fra den nye direktør i Finanstilsynet i mandagens udgave af Folketidende.
Klik her for at læse Folketidende på PC
Klik her for at læse via en mobil enhed