Rejsekort sparer passagerer for millioner af kroner
Uden for myldretid er rejsekortet ifølge Metroselskabet billigste løsning for passagerer i hovedstadsområdet.
Der er gode besparelser at hente ved at rejse med rejsekort uden for myldretid i hovedstadsområdet.
Siden rabatordningen blev indført i januar 2013, har passagerer med det lille kort sparet omkring 100 millioner kroner, oplyser Metroselskabet i en pressemeddelelse.
- Det har rigtig mange passagerer nydt godt af, siden rabatordningen blev indført, og det er vi naturligvis glade for, siger Rebekka Nymark, kundedirektør i Metroselskabet.
Uden for myldretid koster en to zoners-tur med rejsekort 12 kroner. Det svarer til det halve af en kontantbillet og er tre kroner billigere end at køre med klippekort.
Når det er myldretid, koster det dog det samme, uanset om der betales med rejsekort eller klippekort.
Ifølge Metroselskabet har cirka en fjerdedel af befolkningen i hovedstadsområdet rejst med rejsekort i løbet af de seneste tre måneder, mens flere er begyndt at anskaffe sig kortet.
Det kan også betale sig at gå over til rejsekortet og rabatordningen, da brugen af papirklippekort snart stopper.
Den 8. februar er det sidste salgsdag for det traditionelle klippekort, som stadig vil kunne købes via mobiltelefon.
Ønsker passagerer at spare penge gennem rejsekortets rabatordning, er det på hverdage fra klokken 11 til 13 og igen fra klokken 18 til 07.
I weekender og på helligdage gælder rabatten døgnet rundt.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned