Rekordmange boliger er til salg

Antallet af boliger, der er sat til salg på internet, nåede i juli op på 71.500. Det er knap 10.000 flere end sidste år og det største udbud i statistikkens historie, som rækker tilbage til 2004. Det oplyser Realkreditrådet.

Det er fjerde gang i 2011, at der er sat en ny månedsrekord for antallet af salgsskilte på boligmarkedet. På landsplan står cirka 47.300 parcel- og rækkehuse, omkring 11.500 ejerlejligheder og i omegnen af 12.600 fritidshuse til salg.

- Der er usikkerhed omkring den økonomiske udvikling, renterne og hvordan boligpriserne vil udvikle sig. Det holder mulige boligkøbere tilbage. Det gælder især unge førstegangskøbere, som har begrænset opsparing og en mere usikker jobsituation end tidligere, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

Priserne på salgsskiltene er faldet over hele landet. Udbudspriserne er for parcel- og rækkehuse 2,5 procent lavere end sidste år, mens der er tale om fald på 8,2 procent for ejerlejligheder og 4,0 procent for fritidshuse.

- Selv om priserne på salgsskiltene er sat lavere, så er det ikke nok til at få bugt med udbudspuklen og de lange udbudstider. Situationen er mest markant i Jylland, siger Ane Arnth Jensen.

De udbudte boliger har stort set stået lige så længe til salg, som det var tilfældet for tilsvarende boliger sidste år. Det gælder i hele landet.

Den gennemsnitlige udbudstid for parcel- og rækkehuse er otte måneder, mens den er 6,5 måneder for ejerlejligheder og 11 måneder for fritidshuse.

Udbudstiderne dækker over betydelige regionale forskelle.

/ritzau/

Antallet af boliger til salg sætter for fjerde gang i år ny månedsrekord, og når det hidtil højeste niveau.

Offentliggjort Sidst opdateret