Rekordmange håndværkere får arbejdsskader

En dårlig ryg, et nedslidt knæ eller psykisk nedbrudt. Murere, tømrere og andre håndværkere anmelder arbejdsskader som aldrig før.

Arbejdsskadestyrelsen har i 2012 modtaget 1792 anmeldelser om en erhvervssygdom i bygge- og anlægsbranchen. Det er en stigning på 13 procent i forhold til i 2008. Det skriver Fagbladet 3F.

Ser man på mængden af anmeldte arbejdsskader i forhold til den faldende beskæftigelse, er stigningen på godt 40 procent.

En af forklaringerne på stigningen kan skyldes et øget fokus på arbejdsforholdene i byggebranchen.
- Jo mere vi oplyser om konsekvenserne af dårligt arbejdsmiljø til de ansatte, jo flere sager dukker op til overfladen, siger Freddy Hansen, konsulent for arbejdsmiljø i 3F.

Han peger blandt andet på at der er kommet et øget fokus på det psykiske arbejdsmiljø.
- Vi har flere lokalafdelinger, der er blevet kontaktet af medlemmer, som døjer med psykiske problemer i forbindelse med deres job. Det kan skyldes mobning, chikane eller et højt tidspres. Det ser vi mere af i byggeriet, siger Freddy Hansen.

Hos Dansk Byggeri ser chef for arbejdsmiljø, Mette Møller Nielsen, det stigende antal sager som en del af en generel tendens.
- Helt overordnet begår vi os bedre i systemet som borgere. Vi er blevet opmærksomme på vores rettigheder og dermed mere opmærksomme på muligheden for at anmelde en arbejdsskade, siger Mette Møller Nielsen.

Anmeldte erhvervssygdomme:
2012: 1792
2011: 1714
2010: 1623
2009: 1514
2008: 1585

Beskæftigelse i bygge- og anlæg:
2012: 154.030
2011: 150.218
2010: 157.347
2009: 178.855
2008: 193.427

Kilde: Arbejdsskadestyrelsen

Foto: LIND OLE

Arbejdsskadestyrelsen har i 2012 modtaget 1792 anmeldelser om en erhvervssygdom i bygge- og anlægsbranchen.

Offentliggjort Sidst opdateret