Rektorer skal på kursus i innovation

Danske universiteter skal være langt bedre til at fremme innovationslysten hos unge studerende.

Sådan lyder visionen fra videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K), som derfor har inviteret landets universitetsrektorer på inspirationstur til Stanford, der er et af de bedste universiteter i USA.

Her skal rektorerne møde undervisere og se konkrete eksempler på, hvordan intra- og entreprenørskab er implementeret i undervisningen.

- En langt større del af de universitetsstuderende skal stifte bekendtskab med de her begreber, siger Charlotte Sahl Madsen og peger på, at kun otte procent i dag støder på begreberne i løbet af deres uddannelse.

- På Stanford arbejder de meget konkret med det, og jeg håber, at vi efter den her tur kan få en idéudveksling i gang mellem universiteterne, så vi kan fremme innovationen, siger Sahl-Madsen.

Videnskabsministeren vil desuden besøge virksomheder, der er stiftet af studerende - heriblandt Google, som Larry Page og Sergey Brin startede i en garage.

På den måde får rektorerne samtidig et indblik i det unikke samarbejde, der er mellem universiteter og erhvervsliv i Silicon Valley.

Og det er tiltrængt at få fokus på innovation på de danske universiteter. Det mener iværksætter Martin Frid-Nielsen, der selv er flyttet fra Danmark til Silicon Valley for 22 år siden for at forfølge drømmen om at starte sin egen virksomhed.

- Der er meget jantelov i Danmark, som gør det enormt svært at ville noget større, siger Martin Frid-Nielsen, der i dag er direktør i cloud computing-virksomheden SoonR, som han stiftede i 2005.

Videnskabsministeren og rektorerne tager af sted til Californien og Stanford kort før sommerferien.

/ritzau/

Danske universiteter er bagud på innovationsfronten. Videnskabsministeren har inviteret rektorer på studietur.

Offentliggjort Sidst opdateret