Renovering trækker ned, men bank forventer stadig kæmpe overskud

Arkivfoto: Claus Hansen

Lollands Bank har onsdag offentliggjort regnskabet for årets første tre kvartaler. Banken er på vej mod endnu et regnskab med et trecifret million-overskud.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det går godt for landsdelens lokale pengeinstitut, Lollands Bank. Banken har onsdag offentliggjort et såkaldt perioderegnskab for årets første ni måneder, og banken betegner selv resultatet som "godt".

Bankens basisindtjening er ganske vist faldet med cirka 10 millioner kroner i forhold til samme periode sidste år, men det skyldes ifølge en pressemeddelelse fra banken primært renoveringen af bankens hovedsæde i Nakskov, som blev færdig tidligere på året.

Kigger man på resultatet før skat, ser det da også stadig yderst fornuftigt ud med et overskud på knap 110 millioner kroner mod 105,5 millioner i samme periode sidste år. Og i 2023 endte banken med et rekordstort overskud på hele 142,7 millioner kroner for hele året.

Men selvom resultatet for de første ni måneder er bedre i år end sidste år, så forventer banken ikke, at man lander endnu et rekordoverskud.

Forventningen er fortsat, som man også meldte ud for en måneds tid siden, at 2024 ender med et overskud i størrelsesordenen 115-130 millioner kroner.

Det store overskud skyldes i høj grad, at bankens kunder klarer sig godt økonomisk.

- Den gode vækst på bankens geografiske hjemmebane, hvor der sker mange nye tiltag i form af offentlige og private investeringer - også i nye arbejdspladser, tilfører vores område en høj beskæftigelse. De gode takter ses på bankens nedskrivningspost, der fortsat - som i de seneste år - er kendetegnet af tilbageførsler af tidligere foretagne nedskrivninger, skriver bankens ledelse blandt andet i pressemeddelelsen.

Læs også:

Lokal bank opjusterer: Så stort regner de med at overskuddet bliver

Nyt kæmpeoverskud hos lokal bank

Penge-festen fortsætter - men ét projekt kostede banken flere millioner