Revisorer vil have andel i advokaters milliardforretning
Revisorbranchen foreslår at lade revisorer komme ind på det milliardstore marked for konkursboer.
Sidste år hentede advokatbranchen ifølge Danmarks Statistik 1,1 milliard kroner i omsætning fra behandling af konkursboer.
I Danmark er det nemlig altid en advokat, som udpeges til kurator, hvis en virksomhed går nedenom og hjem, og boet skal afvikles. Men står det til de danske revisorer, så bør også de få andel i milliard-lagkagen, skriver Berlingske.
- Konkursloven siger ikke noget om, at kurator skal være advokat, men sådan er praksis. Men mange af de opgaver, der ligger i en bobehandling, er kernekompetencer for en revisor, eksempelvis værdiansættelse af aktiver, så det er ikke naturgivent, at det skal være advokater, der løfter de her opgaver, siger Charlotte Jepsen, direktør i brancheforeningen FSR, til avisen.
Hun henviser til, at regeringen ønsker mere konkurrence i advokatbranchen. Den har nedsat en arbejdsgruppe, som skal undersøge mulighederne for at opnå mere effektiv konkurrence, lavere priser og øget kvalitet.
Ifølge Charlotte Jepsen kan både advokater, revisorer og andre med økonomisk baggrund i England få tilladelse til at behandle konkursboer, og det burde Danmark lade sig inspirere af, mener hun.
Juraprofessor Kim Sommer Jensen fra Aarhus Universitet konstaterer over for Berlingske, at revisorernes største forhindring i forhold til at komme ind på det store marked for konkursboer er, at de ikke har erfaring på området.
- Men det er et praktisk problem. Jeg vil ikke dømme dem ude på forhånd, men omvendt skal der meget til. Det er et tillidshverv. Revisorerne skal overbevise kreditorer og skifteret om, at de er habile bobehandlere, siger han til avisen.
Han peger desuden på, at revisorerne også vil skulle forsikres, hvis de vil arbejde som bobehandlere.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde